Soldug - Drosera.

De fleste mennesker kender Soldug. Små, røde klistrende planter, der står rundt omkring i uforstyrrede moseområder i surt vand. Insekt- eller kødædende planter. I Danmark har vi tre arter og et par hybrider imellem disse. Man kunne let få den tanke, at Soldug hører til her oppe i det kølige Skandinavien, men det er faktisk ret atypisk for medlemmer af Soldug-familien, at kunne tåle sne og frost. Vores arter i Danmark er simpelthen outsiderne i slægten Drosera. De klarer sig ved at producerer en overvintringsknop, der så spirer frem med nye blade efter vinteren.

Men Drosera-slægten kan så meget mere. Der findes arter, der danner en knold som de overlever den ugunstige årstid med, lidt lige som Tulipaner eller Krokus, der findes arter med en størrelse som Asparges, og miniature planter 2 cm i diameter. Der findes arter, som kun vokser om vinteren, og arter, der vokser om sommeren. Der findes Soldug på savanner, på klipper, alpine arter og arter fra bunden i tropisk regnskov. 

Slægten er udbredt på hele jorden med undtagelse af Antarktis, og består af mindst 190 arter. Flere kommer jævnligt til. Dens hotspots, altså de steder hvor der er fleste arter samlet på et sted, er i Australien, Sydafrika og Sydamerika. Resten af jorden er strøget ud med et jævnt antal arter - færrest i områder med en kold vinter. 

Jeg dyrker helt generelt mest planter, der tåler frost. Man skal jo begrænse sig på nogle områder, så det ikke løber løbsk...

Af frosttolerante arter, der tåler al den danske vinterkulde, er der 6 arter, at vælge i mellem, samt enkelte hybrider mellem disse. 

De dyrkes i ugødet sphagnum i fuld sol. De vandes kun med regnvand. Har man de to ting på plads, er man langt med hensyn til at kunne dyrke vinterhårde Soldug!

Der findes to slags skadedyr i Soldug: Bladlus, hvilket mest er et problem, hvis man dyrker planterne i drivhus, og solsorte, hvilket kun er et problem udenfor. Og det efterlader os med problemstillingen: skal jeg dyrke mine planter inde eller ude?

Fordelen ved at dyrke dem udenfor er, at de kan være virkeligt smukke i solskin og se rigtigt fine ud i et stort sumbed. Her bliver de endvidere vandet naturligt for oven, med lige præcis den slags vand de vil have. Problemet er bare, at når de står aller smukkest, flytter de op i den nærmeste solsorterede, hvor de ikke ser pæne ud ret længe. Man kan naturligvis dække dem med tråd - det ser bare ikke særligt pænt ud!

Fordelen ved at dyrke dem i et uopvarmet drivhus er, at man får dem i fred. Har man mange lokaliteter af hver art, kan man også lettere formere dem og holde dem adskilte. Jeg kan også godt lide, at have dem på et bord, så man mere får dem op i øjenhøjde. I drivhus er de mere udsatte for angreb af bladlus. Nogle soldug tåler insektsæbe. Man skal endvidere samle regnvand for at vande planterne med, postevand er forbudt. Det kan være lidt besværligt, men man kommer langt med en 1000l palletank og et tag med en tagrende. Man skal endvidere holde en god luftcirkulation, og jeg kan anbefale at lade vinduer og døre stå åbne året rundt i drivhuset, med undtagelse af snestorme og almindelige storme.

På billederne ses først et med en gruppe af Drosera intermedia, der har formået at etablere sig ude på en klynekant på en havedam. Det næste billede viser Soldug, der vokser i et drivhus. Hver bakke har sin egen population.

Drosera anglica - Langbladet Soldug

Drosera anglica er er af de mest vidt udbredte Soldug i verden. Den findes højt mod nord hele vejen rundt om jorden, således også i Danmark, med et par sydlige afstikkere til Sydeuropa, Japan, Californien og Hawaii. Planter fra Hawaii er subtropiske og tåler ikke frost, men er der i mod i vækst året rundt. De er dog stadigt væk den samme art.

Den regnes for at være en ældgammel hybrid mellem Drosera linearis og Drosera rotundifolia. Den oprindelige hybrid er steril, men ved hjælp af en mutation, er der opstået fertile former, der har spredt sig vidt omkring. Drosera linearis findes kun i Nordamerika.

Den er ret sjælden i Danmark, men er let at dyrke. Der findes mange former i dyrkning, og man må naturligvis ikke indsamle vilde danske planter.


Drosera anglica x filiformis

 Jeg har ingen referencer på hvorfra i verden denne hybrid stammer, eller om den er kunstrigt lavet. Er den fundet i naturen, er den naturligvis fundet inden for Drosera filiformis udbredelsesområde. Sagen er bare, at denne ikke rigtigt overlapper Drosera anglica. Så enten er hybriden menneskeskabt, eller også er Drosera anglica ikke involveret. Uanset hvad, så er det en let dyrkelig art, fuld hårdfør. Den er som de fleste andre Soldug-hybrider steril, men formeres let ved hjælp af sideskud om vinteren.

Drosera filiformis 

Drosera filiformis er en nordamerikansk Soldug art med udbredelse fra Nova Scotia i Canada, ned langs den amerikanske østkyst til Florida. De nordlige typer er fuldt vinterhårdføre i Danmark, og nogle af de Soldug, der er lettest at få til at overleve sommerens Solsorte angreb. De lever et par år, men er som alle andre fertile Soldug her på siden, lette at genstarte fra frø. De blomster på 2. års planter. Bladene mellem 20 og 30 cm lange.

Drosera x hybrida

Drosera x hybrida er en naturlig krydsning mellem Drosera filiformis og Drosera intermedia. Den er fundet i New Jersey i naturen. Den er let dyrkelig, men steril. Den sætter dog mange sideskud og er let at dele. 

Drosera intermedia - Liden Soldug

Drosera intermedia har lige som Drosera anglica et lidt pudsigt, men virkelig stort udbredelsesområde. Ud over sin udbredelse i bla Europa og Nordamerika, findes den på Cuba og i det nordlige Sydamerika. Altså både som en tropisk, en subtropisk og en tempereret art. 

Den er let dyrkelig, og vil man gerne se på den i vækst året rundt, skal man købe de tropiske former, der trives fint under kunstlys året rundt.

Drosera linearis

Drosera linearis regnes af mange for at være en virkelig besværlig art at dyrke. Der spekuleres ofte i, at den kræver en meget lang og kold vinter. Jeg har dyrket den af flere omgange, men ud over, at den har trives rimeligt, har jeg aldrig haft blomster i den. Jeg tror, vi har lettere ved at dyrke den, end så mange andre steder i verden, da vi er på cirka samme breddegrad, som på dens oprindelige udbredelses område ved de store Søer i USA og Canada. Dette betyder, at daglængden opfører sig på tilsvarende vis som derhjemme hos den selv. Men det ville være en fordel om vi havde nogle koldere vintre. I alle fald for at have god succes med denne art. 

Drosera rotundifolia - Rundbladet soldug.

Drosera rotundifolia er vores mest almindelige Soldug. Den dækker store områder i mange af vores tørvemoser, hvor man som regel finder den i levende Sphagnum sp. De andre arter vi har, kan ikke klare konkurrencen med levende tørvemos. 

Som med både Drosera intermedia og anglica, har Drosera rotundifolia er enormt udbredelsesområde, der dækker Nordeuropa, forskellige steder i bjergene i Sydeuropa, hen over det nordlige Asien til Korea, Japan, Canada, USA med sydlige afstikkere ned til Californien, Alabama og som tropisk form i Ny Guinea. 

Den er let dyrkelig under de forhold, der er beskrevet her. Til trods for dens enorme udbredelsesområde, er der ikke den helt store variation i dens udseende. 

Drosera tracyi

De fleste steder er denne sydlige version af Drosera filiformis opstillet som en variant af netop denne. Den er dog på et tidspunkt publiceret som selvstændig art, og jeg kalder den Drosera tracyi her i min samling. Den er udbredt langs Gulf kysten i USA. 

Den er ikke helt så hårdfør som dens nordlige fætter, men mine planter klarer fint minus 10C. Den trives bedst i drivhus, ikke mindst fordi den gerne vil have lidt mere sommervarme end danske udendørsforhold byder den. Bladene bliver mellem 30 og 50 cm. Fuldt udvoksede planter er en prægtigt syn, og blomsterne er store og virkeligt smukke. Som det kan ses på billederne, kan den fange ret stort bytte. I dette tilfælde et stankelben.